Hjørnespark I Krigszonen

Lad mig starte med at konkludere at Irak ikke er som Danmark. Irakere er ikke som danskere og vejret i Irak er ikke som vejret i Danmark. Så skulle man måske tro at vi som mennesker og soldater ikke har noget som helst at være fælles med lokalbefolkningen om, tale og diskutere om. Men det er ikke helt rigtigt, for hvis der er en ting der kan få irakerne til at få munden på gled og få de store armbevægelser frem, så er det vores alle sammens yndlingssport: fodbold. Under en patrulje i Al-Medinah løb vi ind i en flok drenge der løb og trillede med en fodbold. Lynhurtigt fik de stimlet sammen om køretøjerne og fik udspurgt om vores yndlingshold og spillere, og lidt senere fik de stablet en lokalkamp på benene. De irakiske drenge er ganske udemærkede boldspillere og de er gode fysisk, men de har det med at blive slemt uenige om blandt andet spillets regler og boldens ejermand. Det er selvfølgelig mindre detaljer, langt værre er det for spillet at banens beskaffenhed mildest talt ikke står mål med arenaerne rundt om i Europa. Det er et stort handicap at der ikke findes græs i hele landet, at målene er lavet af stolper der står op ved hjælp af små stendynger, at der snævert omkring hjørnet af det ene målfelt står en palme, og at hjørnesparksflaget befinder sig 3 meter fra en åben septiktank(meget populært i Irak). Men det er alligevel en fantastisk og livsbekræftende oplevelse at se disse gutter gå til den med liv og sjæl i en hverdag der mildest talt er kaotisk og uden meget indhold og mening. Og vi kan vist alle sammen blive enige om, at der i Irak, burde være flere hjørnespark og færre selvmål. Knus Fra Rasmus Arvidson, TV2 Sporten, Al-Medinah, Irak.
PS: på det ene billede ses den efterhånden langhårede(og skæggede) forfatter med hans gode kammerat(af sikkerhedshensyn ingen navne), i lyset fra en gasafbrænder, forud for en operation.