Tid til selvransagelse, opgørelse og farvel

Nu nærmer tiden sig hvor det er tid til at sige farvel og tak til Irak. Der er nu under 3 uger til jeg vender hjem, og under en uge til jeg forlader Irak, for at opholde mig i Kuwait det sidste stykke tid. Og lad mig starte med at konkludere at Irak er et land jeg aldrig nogensinde sætter mine ben i igen! Jeg har mange kollegaer der er veteraner fra Balkan, og som efterfølgende har været i for eksempel Kroatien eller Bosnien, for at se landet igen, som turist. Det lover jeg aldrig bliver tilfældet for mig. Dels fordi der går mange mange år, før man kan rejse i Irak uden at skulle være bevæbnet til tænderne, have eskorte og også gerne mulighed for helikopterevakuering. Og dels fordi Irak er det værste sted i verden at befinde sig! Varmen er en faktor, i området hvor vi opererer er nogle af verdens højeste temperaturer nogen sinde blevet målt(68 grader), selv har jeg oplevet temperaturer på omkring 55. Jeg bliver nok heller aldrig vant til at kaste mig ud af sengen flere gange om natten fordi luftalarmen lyder, og man hører høje brag rundt omkring èn, samtidig med at der kommer sjove ting flyvende igennem luften. Men der er dog en ting jeg aldrig nogensinde i mit liv lærer at forstå: irakerne. De har alle muligheder for at blive et land, der kunne leve med den højeste velfærd, og de mest sorgfrie liv, pga. olien, jeg nævner som eksempel Kuwait(der ikke har nær de samme oliereserver som Irak, men har formået at klare sig storartet) I stedet har irakerne igennem tiden valgt at underkaste sig det ene vanvittige regime efter det andet. Og da der endelig med invasionen i 2003 blev åbnet en mulighed for fred og velstand i landet, endda demokrati, vendte landet sig efter mange års dyb indelukkelse sig endnu længere indad, og mod øst hvor de kunne finde hjælp i resten af den muslimske verden af vold og terror. Jeg kan ikke lade være med at tænke på den gamle Sisyfos-myte, og drage paralleler til Irak, landet går så grueligt meget igennem før det endelig lykkedes dem at nå målet, her er det dog ikke de gamle guder der ødelægger det for dem; men derimod dem selv. Jeg er fuldt og fast af den opfattelse at alle de problemer irakerne har, og alle de frygtelige ting der er sket hernede, er hundrede procent selvforskyldte. Samtidig mener jeg, at de har skylden for at samtlige af koalitionens soldater, der har sat livet på spil hernede og er døde af det, aldrig ser deres familier igen. Det er svært at hjælpe nogen der er i nød, og endnu sværere at hjælpe nogen der ikke vil hjælpes, og som aldrig har været vant til andet end at tænke ud over deres egen næsetip. Lad mig komme med et eksempel, der nok nærmere må kaldes en karikatur, på trods af at det ligger uhyggeligt tæt op af virkeligheden. En iraker kommer og spørger mig, på en patrulje, hvad jeg laver, jeg svarer: "Jeg er soldat og er igang med at genopbygge dit land" irakeren svarer:"hvorfor?". "Fordi dit hus er bygget af stampet lort, og halvdelen af dine børn dør før de bliver 5" han svarer: "Hvorfor?" Jeg svarer ham: "Fordi dit land er på vej mod en humanitær katastrofe, der på sigt vil betyde at endnu flere uskyldige mennesker skal dø, i hele DIT land" han svarer mig "Og hvad så, jeg har mad nok til de næste par dage, og hvis mine børn dør, får jeg bare nogle flere!". Min pointe er at det kan være næsten umenneskeligt svært at hjælpe folk med den indstilling, og det er ofte den vi møder når vi kører ud. Hvis det ikke er en byge skud fra en AK-47. Så efter snart 6 måneder i landet vil jeg gerne sige farvel, tak og held og lykke til et land i dyb nød uden noget særligt håb for fremgang de næste mange år! Vi prøvede, om vi fejlede eller ej er et politisk spørgsmål! Men en ting er sikkert. Irak er et land hvor jeg aldrig sætter mine ben igen, det er simpelthen for deprimerende for en rig, forkælet vesterlænding som mig! Knus fra Rasmus

PS: Alle holdninger og synspunkter er 100% usaglige og dybt personlige, jeg vil gerne på forhånd sige undskyld til folk der måtte føle sig stødte! Men dette er mit indtryk, råt og uforsødet!

Hej igen

Ja nu er det efterhånden et stykke tid siden jeg har været inde og berette lidt på bloggen. Sandheden er at der rent faktisk ikke er så meget at berette om. Dagene går, langsommere end de burde, men alligevel er det som om det snart er muligt at se lys for enden af tunnellen. Jeg har vist egentlig aldrig fortalt hvad min funktion er hernede i krigshelvedet. Jeg er det som om man i fagsprog kalder EOD-mand, for andre er det ammunitionsrydder, og for lægmand: bombemand. Desværre er hele bataljonen hernede så kraftigt underbemandet at det stort set ikke er muligt for os at få en eskorte, når vi skal ud og rydde ammunition. Så i stedet bliver vi for det meste brugt som en slags infanterister/kampingeniører. Men forleden havde vi fornøjelsen af at stå for fjernelsen af bataljonens for gamle eller overskydende ammunition og sprængstof. Det blev i alt til 3 sprængninger af i alt 100, 300 og 500 kg sprængstof. He he he. Som enhver rask dreng der har prøvet at trampe heksehyl derhjemme for at få dem til at sige bang, kan jeg som fagmand sige: det er eddermandme fedt at sprænge ting i luften. Så snart jeg får lejlighed til det skal jeg vise nogle billeder af de sprængninger vi har haft hernede!. Det var alt for nu, håber alle har det godt derhjemme, det har jeg selvom jeg savner jer, og glæder mig til at se jer. Knus fra Rasmus

Hjørnespark I Krigszonen

Lad mig starte med at konkludere at Irak ikke er som Danmark. Irakere er ikke som danskere og vejret i Irak er ikke som vejret i Danmark. Så skulle man måske tro at vi som mennesker og soldater ikke har noget som helst at være fælles med lokalbefolkningen om, tale og diskutere om. Men det er ikke helt rigtigt, for hvis der er en ting der kan få irakerne til at få munden på gled og få de store armbevægelser frem, så er det vores alle sammens yndlingssport: fodbold. Under en patrulje i Al-Medinah løb vi ind i en flok drenge der løb og trillede med en fodbold. Lynhurtigt fik de stimlet sammen om køretøjerne og fik udspurgt om vores yndlingshold og spillere, og lidt senere fik de stablet en lokalkamp på benene. De irakiske drenge er ganske udemærkede boldspillere og de er gode fysisk, men de har det med at blive slemt uenige om blandt andet spillets regler og boldens ejermand. Det er selvfølgelig mindre detaljer, langt værre er det for spillet at banens beskaffenhed mildest talt ikke står mål med arenaerne rundt om i Europa. Det er et stort handicap at der ikke findes græs i hele landet, at målene er lavet af stolper der står op ved hjælp af små stendynger, at der snævert omkring hjørnet af det ene målfelt står en palme, og at hjørnesparksflaget befinder sig 3 meter fra en åben septiktank(meget populært i Irak). Men det er alligevel en fantastisk og livsbekræftende oplevelse at se disse gutter gå til den med liv og sjæl i en hverdag der mildest talt er kaotisk og uden meget indhold og mening. Og vi kan vist alle sammen blive enige om, at der i Irak, burde være flere hjørnespark og færre selvmål. Knus Fra Rasmus Arvidson, TV2 Sporten, Al-Medinah, Irak.
PS: på det ene billede ses den efterhånden langhårede(og skæggede) forfatter med hans gode kammerat(af sikkerhedshensyn ingen navne), i lyset fra en gasafbrænder, forud for en operation.